Arabba ligger 100 km nord for Monte Grappa i den del af alperne man kalder Dolomitterne, her skulle jeg hen, til endnu et planlagt arrangement, Sellaronda Bike day, som afholdes et par gange om året, hvor man lukker vejene for motoriseret trafik, så cyklister fra nær og fjern kan køre den berømte Sellaronda strækning. Denne rute , som med sine kun 52 km. og 1629 hm. på 4 af de mest kendte stigninger Passo Gardena, Passo Sella, Passo Pordoi og Passo Campolongo, vel nok er en af de smukkeste og mest fantastiske bjerg rundstrækninger i Europa.
Da jeg var her i god tid, ville jeg prøve at klatre nogle af de andre berømte bjergpas på disse kanter og hvorfor ikke starte ud med den frygtede Passo Fedaia, frygtet for det nærmest motorvejs agtige lige stykke hvor den over 1 km stiger med næsten 13% og over de sidste 3 km stiger med 11,3%. Men på toppen kommer belønningen en restaurant og en lille sø, dernæst efter et par kilometer kommer dæmningen Fedaia og tilsidst en super nedkørsel til Canazei, hvorfra opkørslen til Passo Pordoi starter. Denne stigning er meget jævn og behagelig og kommer aldrig over 10%, man kører for det meste i skygge.
Dagen efter stod den på Sella Ronda, det vil sige min egen Sella Ronda, men i urets retning, det vil sige Arabba, Pordoi, Sella, Gardena og Campolongo, modsatte vej af den anbefalede vej på Sellaronda Bike day. Det var en super dejlig tur og jeg glædede mig til at køre den anbefalede vej rundt sammen med alle de andre.
Jeg havde en dag mere til at prøve nogle af de andre stigninger, jeg besluttede mig for at prøve Passo del Valparola af. Igen en relativ let kørt stigning, der starter blødt ud, for at sluttenoget hårdere af. På toppen venter der ud over den flotte udsig, en cafe, en lille sø og et museum om 1. verdenskrig.
Næste dag var Sellaronda Bike Day, men da jeg stod op var der noget der ligesom ikke helt stemte, det havde været koldt om natten og nu stod jeg op til snebelagte bjergtoppe og en våd kold regnfuld dag. Jeg besluttede at det var tid til at komme videre, men sådan skulle det ikke gå, for da jeg havde tømt og fyldt bilen op med vand og var kørt hen til betalingsanlægget for at betale, ville bilen ikke starte.
Da det var en lørdag bad forsikringen mig om at vente til mandag morgen så kunne bilen blive bugseret til et værksted. Heldigvis var vejret meget bedre om søndagen og jeg havde vintertøj med, så jeg besluttede mig for at køre Sellaronda ruten, denne gang i den anbefalede retning. Jeg kan ikke sige om jeg foretrækker den ene frem for den anden, det der gjorde mest indtryk på mig var den kæmpe forandring i landskabet nu hvor der var sne på bjergene og snebunker på vejene.
Om mandagen blev bilen transporteret til et værksted 1,5 km fra byen, efter et par timer kunne de konstatere at de ikke kunne reparere bilen og efter en uges tovtrækkerier med forsikringen fik jeg endelig transporteret bilen til et autoriseret Ford værksted i Brunico.
Mine turer:
Stigninger: